All these little things....
Som mange jo oftest ved, så har vi alle arvet et eller andet fra vores forældre, uanset om du er adopteret eller hvad du er. Selv da jeg boede i plejefamilie, virkede det bestemt som om at jeg havde arvet noget fra min plejemor, og også min plejefar. Min biologiske mor, der arvede jeg uden tvivl hendes stædighed, forhåbentlig ikke Huntingtons sygdommen. Men fra min far? Gal der er jo meget at tage fat på, udseendet er en ting, men hvad med personligheden? Vi har nu et par gange været ude for et par ting, hvor vi helt sikkert reagere helt ens.
Det kan altid godt virke lidt mærkeligt, at man står i et supermarked, man aldrig har været i før, og vi begge farer rundt som forvirret høns. Både min far og jeg smasker efter vi har gabt. Og vi begge nyser højt! Det er alle de små ting man pludseligt lægger mærke til, og en kæmpe ting, som er nem at se er, at vi begge har et KÆMPE temperament.
Men uanset hvor mange ting der har været, og hvor mange ting man kommer ud for, så elsker jeg da min far, også selvom han kan være en "knallert" engang imellem. Han synes garanteret det samme om mig. Godt være at jeg ikke har min mor længere, men jeg har helt sikkert stadig en far, som elsker mig, og som vil hjælpe mig når jeg har brug for det. En som støtter en, og knokler for at være der, også selvom at det kan være svært.