Friends for eternity!
Har vi ikke alle den der ven/veninde man bare kan gøre og fortælle alt til? Og uanset hvad, så støtter personen en? Jamen jeg har ihvertfald en lige her. En veninde jeg kender helt tilbage fra børnehaven, og en veninde jeg har lavet mange dumme ting med i folkeskolen. Og for mig, der har det betydet utroligt meget at vide at han var der, og stadig er, uanset hvad. Hader jeg en person? Jamen så hader hun da også den person, hvis ikke mere end jeg gør, og er der nogle der sårer mig, ja så hader hun personen endnu mere!
Uanset om man døjer med en depression eller angst, så vil man altid have en bestemt person der bare kan snakkes med alt om. Hun kan få mig til at tude på selv den bedste dag, og hun kan få mig til at grine selvom alt føles håbløst. Og spørger du mig, jamen så er det et ægte venskab. For når hun har de kvalifikationer, så er det intet der kan stoppe hende. Udover det skal hun jo også være lidt irriterende, som at slå en, prikke til en, eller bare være vildt mærkelig, men de ting skal også være der, og der skal også være plads til dem.
Siden vi var små, legede vi altid sammen, jeg kom enten hjem til hende og legede eller omvendt. Og tro mig, vi var nogle være labaner dengang, og desværre er vi det vist stadigvæk. Desværre stoppede vi kontakten på et tidspunkt, fra omkring 6. klasse og helt indtil jeg lige var stoppet på gymnasiet. Vi snakkede stadig engang imellem, men der var ikke det samme bånd som før, det skyldes at jeg ændrede stil, kort strithår, kæder, sort tøj, og sort om øjnene. Men en dag, så skulle jeg ud og se på lejlighed, og jeg mødte hende kort i Aldi. Selvfølgelig som kvinder gør, så snakkede vi da, og aftalte at en dag måtte vi lige ses. Og senere, der stod vi pludseligt ude foran hvor hun bor, og kiggede på lejlighed, lige overfor hinanden. Og bum! Så skete det, jeg flyttede ind i lejligheden overfor, og Fie og jeg har snakket lige siden. Vi ses dagligt, og laver en masse ting sammen. Og vi snakker også tit om hvordan vores barndom var, og hvor meget vi savnede hinanden, da vi ikke snakkede.
Så længe man selv er klar over, at et venskab ikke bare slutter, så ved man også, at den person kan man ikke, og vil forhåbentlig heller ikke slippe af med. Hun gør min dagligdag nemmere og komme igennem. Og hun støtter mig i alt jeg har brug for støtte i. Det er en sand ven, i mine øjne.